Forår i Svendborg

Inspiration til forårs-weekend i Svendborg

Photo: Mads Bordinggaard

Tag på et skønt weekendophold i Svendborg i Det Sydfynske Øhav.

Oplev Svendborgs rige kulturliv, maritime historie og hyggelige caféer. Brug en weekend i Svendborg til at koble af, og til at blive inspireret af den omgivende kultur, historie og naturskønhed. Find inspiration til planlægning af din weekend i Svendborg herunder.

Ankomst Fredag 

Ankom til Svendborg og check ind på en af byens mange charmerende hoteller. Vælg et sted, der passer til din stil og budget. Bo klassisk inde i byen, overnat på romantisk slot, eller vælg et af de mange smukt beliggende hoteller med vandudsigt og luksuriøse omgivelser.

Stella maris

Photo:VisitFyn

Fredag eftermiddag og aften

Udforsk Svendborg by ved at følge denne guide til en to timers slentretur, der fører jer rundt i Svendborgs charmerende gader. Her kommer I forbi byens maritime stolthed, der byder på flot havnemiljø med færger, der sejler til øerne i Øhavet og smukke træskibe. Gå på opdagelse i de mange specialvarebutikker med unikke varer og lokale kunstneres værker, og slut af med flot udsigt udover lystbådehavnen, som byder på masser af liv i forårssolen.

Kombiner evt. slentreturen med en smuk gåtur langs Christiansmindestien, der fører jer ud til det smukke rekreative område Christiansminde. Er I nysgerrige på kunst, skal I følge stien op i skoven og slutte turen af på Galleri DGV, der udstiller dansk og international kunst i store lyse lokaler med udsigt over Svendborgsund. Se også de mange andre gallerier i Svendborg her.

Slut dagen af med en gastronomisk oplevelse på en af byens restauranter. Svendborg er kendt for at trække i gastronomisk førertrøje, og her venter en sand fest for smagsløgene. Mange af spisestederne i byen, så som Restaurant Resumé, sætter desuden en stor ære i at benytte lokale fødevareproducenter. Se udvalget af spisesteder her.

Galleri DGV Selected-udstilling

Photo:Galleri DGV

Lørdag

Start dagen med morgenmad på hotellet, hvor I bor, eller bestil brunch på en af byens cafeer. Lad herefter turen gå på museum efter jeres interesse - er det maritim historie, der interesserer jer, er Danmarks Museum for Lystsejlads på Frederiksø der rigtige sted at besøge, og det kan evt. kombineres med et besøg hos Danmarks Kostumarium. Hvis I er mere historisk interessede, er Danmarks Forsorgsmuseum et besøg værd. Det er Danmarks bedst bevarede fattiggård, hvor der formidles historier om de mange mennesker, som levede eller lever på samfundet skyggeside. Er det kunsten, der trækker, kan I hos SAK Kunstbygning se den permanente samling af værker af billedhuggeren Kai Nielsen samt forskellige skiftende udstillinger.

I kan danne jer et overblik over byens museer her.

Nyd den sydfynske natur

Snup en sandwich fra en af byens utroligt mange bagere, og tag den med på en tur i Svendborgs smukke omkringliggende natur. Tag f.eks. til Troense, og gå ad Troense Strandvej og Grønnegade og oplev de talrige fredede bindingsværkshuse fra 1700-tallet. Gå videre fra Grønnegade til Præstealleen og drej til højre, når du kommer til Slotsalleen, som fører jer til smukt beliggende Valdemars Slot. Hvis I har flere kilometer i benene, så følg vejen langs vandet, og gå ind i Nørreskoven.

I kan også tage til Vejlen på Sydtåsinge, hvor fuglelivet er rigt med vadefugle, ænder og gæs. Her arbejder Naturstyrelsen for at gøre levevilkårene for fuglene endnu bedre ved at omdanne områder med tagrør til eng igen. Det gøres ved at have græssende kreaturer ude, således at engens planter breder sig på ny.

Find mere inspiration til cykel- og vandreture her.

Cykeltur

Photo:VisitFyn

Lørdag aften

Slut lørdagen af med en nem aftensmad og en god forestilling eller koncert. Svendborg er kendt for altid at at byde på et eller flere kulturarrangementer, og det er således bare at vælge, hvad I gerne vil opleve. Er I til musik, teater, film eller større koncerter? Se alle Svendborgs spillesteder her, og find ud af, hvad weekenden byder på af teater, film og andre oplever gennem denne kalenderoversigt.

SVEND Filmdage Mens vi strikker

Photo:Claus Nicolajsen

Søndag formiddag

Gør som svendborgenserne og start søndagen med et friskt dyp i havet. 

Gå herefter i dybden med Svendborgegnens lokale smagsoplevelser. Der er nok at kaste sig over! Vil du smage is fra Skarø? Brændevin baseret på fynsk frugt? Whiskey og gin produceret i det sydfynske landskab? Eller fantastisk lokal øl eller vin? Se oversigten over de mange lokale smagsoplevelser her. Mange af stederne byder indenfor til smagninger.

I kan også lægge vejen forbi Byens Gårdbutik, som har samlet lokale fødevarer og specialiteter. 

Byens Gårdbutik

Photo:SvendborgEvent

Share your moments from Svendborg with us: